|
Første Campingtur
Vores første campingtur gik til Rågeleje. Vi havde en forlænget weekend, derfor var det tid til at få prøvet den nye campingvogn.
I dagene op til vi skulle af sted, havde Stina lavet en liste med alt det vi skulle huske. Vi fik købt ind og gået alt igennem flere gange, for at sikre vi fik det hele med. Selv om vi kun skulle til Rågeleje, 50 km. væk, ville vi gerne have alt med i første forsøg.
Vi kom endelig af sted kl. 10.00 og kørte stille og roligt mod Nordsjælland. Da det var første tur, var det selvfølgelig med en vis spænding vi kom på vejen. Alt gik stille og roligt, og tankerne gik allerede nu mod længere ture!
Vel ankommet til campingpladsen, fik vi anvist en plads. Med sommerfugle i maven kørte vi ind på pladsen, for at finde "vores" plads. Det gik let nok, og til min store glæde, kunne vi køre direkte ind og parkere. Ikke noget med besværlige manøvre. Dejligt.
Vognen blev koblet af, og vi fik strøm mm. sat til. Nu skulle vi til det, vi havde set frem til med meget stor spænding, Forteltet.....!! Vi gik stille og roligt frem. Og efter ca. 2 timer stod det som det skulle og vi var meget tilfredse. Al frygt vor gjort til skamme, og vi kunne nyde en velfortjent frokost.

Det var først senere, at vi fandt ud af vognen var parkeret i den forkerte retning. Den måde vi holdt på, gjorde at forteltet lå i skygge af vognen det meste af dagen, hvorfor vi ikke fik brugt det så meget. Så blev vi så kloge, undersøg lige solens bane inden i parkere (eller se på fastliggerne)
Vi gik en tur rundt på pladsen, for at se på forholdene. Det var en rigtig fin plads, hvor både bade forhold og køkkenet så godt ud. Johannes var mest imponeret over legepladserne og ikke mindst hoppepuderne.

På anden dagen ville vi en tur til stranden inden frokost. Efter at have lukket døren, opdagede jeg at nøglerne var glemt inde i vognen. Det burde ikke være et problem, da der jo ikke er smæklås på en campingvognsdør.
Vores dør har dog en lille fejl, så den en gang i mellem smæklåser (opdagede vi her). Nu var gode råd dyre. Via camping mutter fik vi kontakte til Bije Camping, der heldigvis kunne sende en mekaniker ud og hjælpe os. Puha.

Det blev til et par rigtig gode dage på Rågeleje Camping, hvor vi fik gået nogle dejlige ture i det smukke område.

Johannes og jeg fik også hoppet en del på hoppepuderne, samt leget på fantastiske legepladser.

Af frygt for vådt telt (og besvær/ problemer) valgte vi at pakke forteltet om eftermiddagen inden vi skulle hjem. Nedpakningen gik dog legende let, hvorfor vi godt kunne have ventet. Så havde der dog været dug på teltet, men det kunne vi have tørret derhjemme.

Vi havde en rigtig god tur og fik mod på meget mere.
|